AI, Sokrates og fremtidens uddannelse

Kunstig intelligens kommer til at revolutionere vores uddannelsessystem. På den ene side vil vi se fornyet fokus på og respekt for den sokratiske dialog som undervisningsform. På den anden side vil vi se AI skabe grobund for personlige, interaktive læringsforløb, der tilmed er skalerbare, effektive og tilgængelige for alle.

Lad mig starte med en indrømmelse: Jeg er en halvstuderet røver.  

Selvom jeg skrev mig ind på en kandidatuddannelse i 2006, var det ikke mange undervisningstimer, det blev til. Jeg blev i stedet lokket ud på et glohedt arbejdsmarked lige op til finanskrisen. Nuvel, jeg endte faktisk med at bruge mange timer på Handelshøjskolen i Aarhus i årene herefter, men primært i den sagnomspundne studenterbar Klubben, som studiekortet sikrede mig yderligere to års adgang til.

Hvor vil jeg så hen med det?  

Jo, udover at jeg har lært, at det altid er godt at give lidt af sig selv i den her slags klummer, så siger min mellemlange uddannelse måske noget om, at jeg har en vis skepsis mod det klassiske uddannelsessystem. Jeg oplevede i hvert fald (i retrospekt, om ikke andet) undervisningsformaterne i mine 15 års uddannelse som konservative, grænsende til pacificerende, hvis man besad både kompetence og ambition.

En kunstig trussel?

Spol frem til 2023, hvor jeg er så heldig at få lov til at beskæftige mig med trends, teknologi og forbrugeradfærd.

Det kan efterhånden næppe være røget nogens næse forbi, at der er gære i den kunstige intelligens. Du er uden tvivl stødt på eksemplerne. Først og fremmest ChatGPT, der (blandt meget andet) kan skrive formfuldendte tekster og lave relativt skarpe opsummeringer af alverdens komplekse stofområder.

Men ChatGPT er kun en dråbe i havet af services, der udnytter en vild udvikling i de sprogmodeller, der er en vigtig komponent i den kunstige intelligens. Og selvom førnævnte chatmotor er imponerende, så er der mindst lige så vilde eksempler indenfor andre anvendelser – billed- og videoproduktion, musik og lyd, programmering, medicin, biologi, fysik og stort set alt andet, du kan forestille dig. Se også min seneste klumme om emnet.

Udviklingen i AI er så intens, at de fleste fagfolk er enige om, at 2023 bliver året, hvor AI for alvor kommer til at skabe massiv disruption. Og uddannelsessektoren er blandt de mest oplagte kandidater til at blive endevendt. For AI spås (af nogen) til at blive det endegyldige dødsstød til udenadslære og stileskrivning.

Truslen (og muligheden, for det er AI også) er ikke opstået ud af det blå. I det seneste år har alt fra UNESCO til EU kørt store projekter om AI’s rolle i uddannelse. Og der eksisterer horder af kommercielle aktører, der alle prøver at finde deres plads i den såkaldte EdTech-jungle. Men det kommer vi tilbage til. 

Aktuelle perspektiver på toppen

For at opsummere, hvorfor jeg skriver denne klumme, så har jeg en vis skepsis for uddannelsessystemet til at starte med. Samtidig har jeg en professionel kompetence i at forstå de trends, der former fremtiden.

Men på toppen af de to faktorer kommer en række aktuelle perspektiver, der også har fordret og fodret min holdning til emnet. I mit arbejde hos Mindshare arbejder jeg nemlig for tiden på et større projekt for en videregående uddannelsesinstitution. Og selvom opgaven i sig selv ikke har noget med AI at gøre, så sætter den mig i dialog med både undervisere og studieledere samt med eksperter i alt fra arbejdsmarked, rekruttering og ledelse. Alle er med til at tegne et billede af hvordan samspillet mellem uddannelse og arbejdsmarked egentlig fungerer her i 2023, og hvilke kompetencer, der i stigende grad bliver efterspurgt.

Og det er i dét treenige lys, at jeg har fået lyst til at causere over, hvad viden og kompetence egentlig består af i fremtiden, og hvordan uddannelsessystemet kan understøtte den udvikling. For i sidste ende handler uddannelse vel om at udstyre vores børn og unge med de kompetencer, der skal til for at klare sig i samfundet og på arbejdsmarkedet.

Og er fremtidens kompetence i så fald lig med at have svarene på hånden? Eller er det evnen til at forbinde prikkerne og stimulere opfindsomhed? Er kreativitet fremtidens produktivitet? Og hvis det er tilfældet, hvilken rolle spiller AI så?

At omfavne udviklingen

Mange studsede over, at skolerne i New York i starten af januar annoncerede, at de lukkede ned for adgangen til ChatGPT fra skolens computere og WiFi-netværk. Med nedlukningen fulgte en kommentar fra skolen om, at det var et smart værktøj, men det lærte ikke eleverne den rigtige tilgang. Sådan frit parafraseret fra min side. Siden har også flere danske universiteter fulgt trop.

Men historien har det som bekendt med at gentage sig selv, og det er da heller ikke første gang, at uddannelsessektoren har følt sig truet af udviklingen. Siden lommeregneren blev udbredt i 70’erne har den været genstand for debat og blevet bandlyst på alverdens skoler.

Det samme gjorde sig gældende med Google og Wikipedia. Sidstnævnte blev på et tidspunkt benævnt ”farligere end kokain” og adgangen til det digitale leksikon blev lukket ned på flere primært amerikanske (selvfølgelig) skoler.  

Men ligesom man fandt ud af, at lommeregneren i sig selv ikke gør en forskel på elevernes besvarelser, så har undervisningsverden også for længst accepteret både Google og Wikipedia og inddrager dem i dag naturligt i undervisningen som meningsfulde værktøjer.

Parallellerne til hvad der sker med AI i dag, er til at få øje på. Men nu handler det bare ikke kun om adgangen til viden, men også om evnen til at producere et konkret output. Deraf navnet generativ AI, som er overskriften for den bølge af kunstig intelligens, vi står midt i.

Når man kan få en chatrobot til at skrive sin digtsamling, universitetsopgaver eller MBA-afhandling, så kræver det en radikal gentænkning af måden, vi underviser og bedømmer eleverne. Og vigtigere endnu: det kræver, at vi genbesøger hvilke kompetencer, vi i første omgang skal tilstræbe, at de lærer.  

Internettet gav udenadslæren en knytnæve på næsen. Og nu er AI måske i gang med at sende hjemmearbejde som helhed i graven.

Fra stileskrivning til samtalelære

Udover almen dannelse og en bred grundviden, så tror jeg på, at det vigtigste, vi kan lære vores børn og unge, er kreativitet og kritisk sans. Og ingen af de to elementer bliver man speciel god til ved at memorere 200 års tronfølge eller lære pi med 50 decimaler.

Uddannelsessystemets fineste opgave er derfor at lære elever at tænke selvstændigt. Det vil sige kunne researche. Forbinde kilder. Krydstjekke dem. Perspektivere. Forholde sig kritisk i processen. Og ikke mindste lære at udtrykke meninger og idéer på overbevisende facon.

Og hvor den skriftlige besvarelse nok har været anset som den hellige gral, så bliver den nu mindre relevant. For fodret med det rigtige input, kan ChatGPT jo netop formulere vellydende og overbevisende svar.

Faktisk i en sådan grad, at én MBA-professor fra Wharton i Pennsylvania nu forventer, at alle elever leverer fejlfrie tekstbesvarelser. For når alle har adgang til en AI-motor, der kan hjælpe dem, er der jo ingen undskyldninger. Til højre ses hans “AI Policy” som alle elever skal efterleve.

Resultatet af ovenstående er, at vi ser en genfødsel af samtalen i undervisningen. Kvalificeret dialog frem for vidensoverførsel mellem underviser og elev. Og hvis vi skal helt op på den høje klinge, så er det hér, at genkomsten af de sokratiske læringsprincipper kommer i spil.  

Den sokratiske samtale handler netop om at stimulere kritisk (og kreativ) tænkning. Midlet er dialog mellem lærer og elev(er), ofte drevet af et væld af gensidige spørgsmål, der skal afsøge kompleksiteten i et emne samtidig med det bygger perspektiv og holdninger hos eleverne. Som Sokrates er kendt for at have sagt:

“I cannot teach anybody anything. I can only make them think.”

Bevares, jeg siger ikke, at al undervisning fra grundskole til universitet skal bestå af samtaleterapi, men jeg tror, det bliver et helt afgørende element for at skabe unge mennesker, der kan passe ind i en (frem)tid, hvor kreativitet er vigtigere end produktivitet. Og det er (heldigvis) ikke kun et postulat fra min side. For det matcher faktisk ret godt arbejdsmarkedets forventninger til fremtiden.

Kreative kompetencer og ’udresserede’ unge

Som nævnt indledningsvist har jeg de seneste måneder beskæftiget mig med et projekt, der i vid udstrækning handler om at forstå arbejdsmarkedets krav og forventninger til nyuddannede. 

Én ting er gået igen i min research, og det er ønsket om nyuddannede, der kan tænke selvstændigt og tilpasse sig omstændighederne. Med andre ord mere generalistiske kompetencer, der måske endda har flere fagligheder at spille på. Både fordi det gør dem mere agile (yikes for et udtryk, men det passer altså ind her), men også fordi det gør dem i stand til at fungere som brobygger i virksomhederne.

Fra et ledelsesperspektiv taler Alexandra Krautwald, der er rådgiver forfatter til flere bøger om ledelse, om det, hun kalder ’udresserede profiler’. A

ltså personer, der ikke har fulgt den slagne vej, men har formet deres liv og karriere efter egne ønsker frem for traditionelle karrierestiger.

Det oversætter jeg til selvstændigt tænkende individer, som formentligt ville klare sig godt i en sokratisk samtale.

Pernille Kræmmergaard, der er professor og specialist i digital transformation, ser udviklingen som et resultat af, at organisationer bliver mere flydende for at kunne omstille sig hurtigt nok. Hendes pointe er, at flydende organisationer har brug for flere profiler, der kan ’flyde med’ og udvikle sig i takt med behovene forandrer sig.

Rekrutteringseksperten Mads Beck ser samme udvikling i markedet. Han kalder det ’brogede profiler’, som er kendetegnet ved udpræget nysgerrighed. I hans optik skal virksomhederne derfor kigge mindre på kandidaters input (kompetencer og erfaring) og mere på deres output (personlighed og værdiskabelse).

Alt sammen vil jeg mene går meget godt i spænd med tanken om, at fremtidens underviser skal bruge mere tid på samtale med eleverne.

Men teknologien kommer selvfølgelig også til at spille en rolle. Ikke kun for at frigive lærerenes tid, men også fordi det introducerer nye muligheder i undervisningen.  Så lad os hoppe til fem konkrete eksempler på, hvordan AI kan bruges konstruktivt i undervisningen til at forme de kreative, tænkende profiler, som arbejdsmarkedet har brug for.

Fem muligheder med AI i undervisningen

Selvom AI stadig er spæd, så er der allerede nu virksomheder og software derude, der kan implementeres i undervisningen. Med det in mente følger her fem områder, hvor jeg ser AI spille en rolle i undervisningen. Noget af det kan lade sig gøre i dag, andet er scenariebaseret for en relativ nær fremtid.

1. AI som interaktiv læringsmakker

Ét af de mest oplagte steder at bruge AI er i den direkte elevkontakt. Tekstbøger kan konverteres til chat-dialoger, som kræver elevens årvågenhed og respons ud fra devisen, at man lærer bedre, hvis man er en del af selve undervisningen. En virksomhed som Content Technologies er langt fremme med at bruge AI til at opbryde tekstbøger i mere spiselige elementer, der også inkluderer små quizzer og tests undervejs.

Men at tage eksisterende lærebøger 1:1 er måske lidt halvfladt. Hvorfor ikke udnytte nogle af AI’s evner til at udvikle og tilpasse sig den dialog, der foregår? Det kunne fx være som førnævnte Wharton-professor, der på et af sine MBA-fag lader eleverne diskutere med chatGPT, hvor AI’en skal optræde som studerende. Eleverne får ganske enkelt en opgave, som de skal få AI’en til at løse på bedst mulig vis. Det træner elevens kreative tænkning og hans/hendes evne til at formidle, hvilket vi jo godt ved kun kan gøres med en god grundforståelse af selve emnet.

Allerede nu ser vi også spændende muligheder for at gøre fx historie- og litteraturundervisningen mere interaktiv.

Services som HelloHistory og Character.ai gør det muligt at chatte med historiske personligheder. Og lur mig, om ikke Shakespeares sonetter sidder lidt bedre fast på en 16-årig, hvis der er kommet ind i hjernebarken via en dialog med manden selv frem for en støvet engelsklærer.

AI har gjort sit indtog i tekst og billeder, men der arbejdes (selvfølgelig) også på AI-produceret video og lyd. Så om lidt kan vi ikke kun chatte med historiske personligheder, men være med i en interaktiv video, når vi får individuel kemiundervisning af Curie.

2. Personaliserede læringsforløb

En dygtig lærer formår at tilpasse undervisningen til de enkelte elever baseret på deres personlighed, historik, interesser og generelle kompetenceniveau. Men i et klasselokale med 20, 30 eller 50 elever, er det selvsagt svært at imødekomme alles behov. Derfor er personaliseret – eller adaptiv – læring en af de største potentialer ved AI i undervisningen. 

Tilpasningen af undervisningen kan tage mange former. Det kan handle om at justere indholdet af undervisningen baseret på, hvad den enkelte elev har sværest ved at lære. Eller hvad han/hun interesserer sig for. Men det kan også være et spørgsmål om at indarbejde indholdsformater eller prøver, der er baseret på den enkelte elevs ideelle læringsstil.  

Der findes en række selskaber, der alle arbejder med AI-baseret adaptiv læring, fx Geekie,

Smart Sparrow, Knewton, Cognii og Century. De har hver især forskellige tilgange til emnet, og hvis man vil dykke dybere ned i adaptiv læring, kan jeg anbefale denne gode gennemgang. 

Det afgørende punkt i forhold til personalisering, er evnen til at analysere den enkelte elev og sammenholde med data fra tusindvis af andre elever. Og analysen kommer til at ske kontinuerligt på tværs af virtuelle og fysiske undervisningsformer og blive implementeret i realtid. Som førnævnte selskab Knewton skriver:

“It adapts to students’ proficiency levels with each interaction. Students don’t have to complete a formal assessment or diagnostic to get the instruction and practice they need — it’s provided just-in-time as students work to complete assignments.”

Kigger vi bare lidt ud i fremtiden, så vil den personaliserede læring også kunne analysere på den enkelte elevs biometri – altså deres ansigtsmimik, toneleje og hvis vi skal være rigtig overvågningsagtige deres puls og blodtryk. Så skal der et mere end normalt godt pokerfjæs til at overbevise læreren (og AI’en) om, at man altså har forstået integralregning…

3. Lektier og lektiehjælp

Det er selvfølgelig ikke kun I selve undervisningen, at AI kan gøre en forskel. Det kan den i høj grad også for den måde, elever skal lave hjemmearbejde på. De grundlæggende principper er de samme som de to foregående scenarier – altså at vi tilpasser indhold og læringsstil baseret på data om den enkelte elev. Og i det hele taget vil vi nok se grænserne mellem undervisning, selvstudie og lektier glide mere og mere ud i ét. 

For hvis vi kigger ind i en fremtid med virtuelle undervisere, som fx Jill Watson, så er grænsen mellem undervisning og lektiehjælp ved at være udvisket. Jill Watson kan fx deltage i gruppechats og besvare spørgsmål - i mange tilfælde bedre og hurtigere end de egentlige lærere.

En anden case, der er værd at holde øje med, er MATHiaU fra Carnegie Learning. Her er det med matematik i fokus, og hele deres setup er designet til at imitere det at have en personlig coach, der kan give feedback, foreslå omformuleringer og give detaljeret feedback på hvordan man klarer opgaverne. Lige netop dette forløb er designet til supplerende matematik på college-niveau – et område, der omsætter for $6,7 mia. hvert år og hvor kun 1/3 af eleverne består. Så man må sige, at behovet for fornyelse er eklatant.

Bartleby fra Barnes & Noble Education er også en interessant case. De fokuserer blandt andet på at lære elever at researche og skrive, og deres AI-modul kan gå ind og supervisere i forhold til sproglig kvalitet og originalitet.  

4. Demokratisering af undervisning

Digitaliseringen over de seneste 10-15 år har allerede gjort mange gode ting for undervisningssektoren. Fordi flere fag og kurser nu tilbydes online, har det givet nemmere adgang, forbedret beståelsesprocenterne og sænket omkostningerne til uddannelse (i hvert fald for enkelte fag – samlet set er især det amerikanske uddannelsessystem blevet absurd dyrt). 

AI kommer til at gøre undervisningen endnu mere tilgængelig. For eksempel fordi redskaber som chatGPT udligner nogle af kvalitative forskelle, der kan være mellem elever. Blandt andet derfor kræver Wharton-professor Ethan Mollick, at alle elever skal lære at bruge AI til deres afleveringer. Han forventer ganske enkelt, at alle elever kan levere fejlfrie, formfuldendte tekster.

Men udviklingen i AI har også en mere universel anvendelse. For eksempel kan et værktøj som Presentation Translator allerede i dag transskribere og/eller oversætte undervisning i realtid.

Dermed bliver undervisningen ikke kun øjeblikkeligt tilgængeligt på 60 sprog, men også for alle med syns- og hørehandicap.

Endeligt er det oplagt, at kombinationen af data-drevet undervisning, skræddersyede læringsforløb og virtuelle undervisere åbner op for demokratiseringen af undervisning i den bredeste forstand. NGO’en Kiron tilbyder for eksempel AI-baseret undervisning til flygtninge og OneBillion bruger også teknologi i kampen for at uddanne alle børn. Prisværdigt og indgyder optimisme for fremtiden.

5. Effektiviseringer for undervisere

Den sidste gevinst ved AI handler om administration. En McKinsey-rapport om teknologi i undervisningen vurderede, at 20-40% af en (amerikansk) folkeskolelærers tid bliver brugt på opgaver, som kan automatiseres ved hjælp af eksisterende teknologi. Av for den. 

Her kan forskellige grader af kunstig intelligens blive en regulær gamechanger. Det handler for eksempel om produktion af undervisningsmateriale, der kan automatiseres – og tilmed endda tilpasses de enkelte elevers behov, jævnfør punkt 1 i denne svada. 

Men også i evalueringen af besvarelser og i selve feedbacken til eleverne vil det være oplagt at lade AI tage et første rul på opgaven, så læreren kan bruge tiden på noget mere dyrebart. For eksempel åndelige samtaler med eleverne.

AI kan også bruges til at forbedre underviserens egen præstation. Altså ved at se mønstre i elevernes besvarelser (og forståelse), kan den komme med konkret feedback på, hvilke emner og undervisningselementer, der skal bruges mere eller mindre tid på. Måske endda i god tid inden eksamen, så det kommer til at fungere som en slags predictive analytics, som man kender det fra blandt andet industrien, hvor man i noget tid har brugt AI til at forudse nedbrud i produktionen.

Jeg tror ikke, der er grund til at frygte, at AI gør lærerjobbet overflødigt lige foreløbigt. At jobs forsvinder, er en klassisk bekymring, der følger med alle store innovationscyklusser. Til gengæld er jeg overbevist om, at AI skal ses som en måde at frigøre tid, så underviserens rolle i stigende grad bliver en kreativ samtalepartner frem for en administrator, der bruger tid på trivielle procesopgaver.

Det store billede

Jeg er ikke ekspert i uddannelsessektoren, og har ikke svarerne, men jeg vil alligevel slutte med at opsummere fem af mine egne væsentligste refleksioner.

1. Jeg tror fremtidens uddannelse er en hybrid. Der er ingen tvivl om, at der fortsat er brug for menneskelige undervisere. Men der er heller ingen tvivl om, at deres tid kan bruges bedre. Så jeg håber, at vi ser en fremtid, hvor både trivielle opgaver og almen viden løses af teknologien, så underviserne kan bruge deres tid på at udfordre og udvikle elevernes forståelse af verden, deres kritiske sans og deres kreativitet. På den måde gør vi både lærerjobbet mere givende, og vi får mere helstøbte elever ud på den anden side.

2. For det andet tror jeg, vi skal acceptere omfattende strukturelle ændringer til uddannelsessystemet, hvis vi skal omfavne gevinsterne til fulde. Hvis en stor del af vores undervisning er data-drevet og virtuel, så kræver det at vi gentænker rammerne for hvor og hvornår, man modtager undervisning. For hvem siger, at man skal møde ind fra 8-15, hvis halvdelen af undervisningen varetages af en virtuel underviser?

3. Til det tredje punkt kommer jeg måske på glat is. Men jeg tror på, at vi vil og skal se en ny fordeling mellem de humanistiske og de videnskabelige fag. I takt med at AI udvikler sig, bliver teknologien i stand til at lave komplicerede ingeniørberegninger og programmere mere effektivt end de dygtigste mennesker. Så over tid vil arbejdsmarkedsbehovet for udviklere, ingeniører og forskere blive mindre (selvsagt ikke forsvinde). Derfor tror jeg, at vi vil se en opblomstring i de mere kreative og intellektuelle dyder, der kan fostre innovation og kritisk tænkning.

4. Som det fjerde tror (og håber) jeg, at vi i de næste 10 år vil se et signifikant løft i det globale uddannelsesniveau. Der kommer til at ske en disruption af det amerikanske uddannelsessystem, og samtidig vil der ske en global bevægelse, hvor virtuel og fysisk undervisning smelter naturligt sammen. Særligt (men ikke kun) til glæde for tredjeverdenslande. En inspirerende organisation i den forbindelse er Avenues, der er født globale, og i dag tilbyder uddannelse i New York, Sao Paulo og Shenzen – og naturligvis også med et fuldt online curriculum.

5. Sidst er det også vigtigt for mig at nævne, at jeg er helt bekendt med og enig i de ulemper og risici, der er ved at lade AI overtage en stor del af en af vores samfunds vigtigste grundpiller. Det drejer sig både om de mulige konsekvenser for lærer-elev relationen, og om det faktum, at AI besidder en ikke ubetydelig bias. Selvom man kan argumentere, at det også er tilfældet for de fleste undervisere, så er det noget andet, når det sker systematisk. Heldigvis arbejder fleste af de virksomheder, jeg har linket til i denne artikel, aktivt på dette, fx Century, der har lavet flere rapporter om etisk AI i uddannelse.

Jeg håber, artiklen her kan inspirere og skabe dialog. Kommentarer er som altid meget velkomne – enten herunder eller på kristoffer@okkels.com. Jeg kommer også gerne ud og holder oplæg og netop dette emne.

//Kristoffer Okkels